Mange trofaste udstillere og en stor kreds af frivillige, der knokler for sagen, gør det hvert år muligt at afvikle Det Østjyske Dyrskue i Horsens. I år finder det sted den 15. og 16. juni, og det er dyrskue nummer 148 i rækken.

Formanden for Foreningen Land & By ØSTjylland, Peter Mortensen, Østbirk, er allerede begyndt at se frem til skuets 150 års jubilæum i 2020.
– Der har været perioder, hvor det var svært at se en fremtid for dyrskuet, og hvor der blev talt om, at det nok snart var sidste gang. Men vi har fået vendt udviklingen og involveret en masse mennesker, der gør en kæmpe indsats for skuet. Så derfor tør jeg godt sige, at vi nok skal nå vores 150 års jubilæum.
– Dyrskuet har stadig en fremtid og en kæmpe samfundsværdi. Det har også en stor værdi for de mange udstillere. Det er både konkurrence og fællesskab, der foregår på pladsen over de to dage, og det er en glæde og fornøjelse at opleve hver gang.
– Vi har en masse gode kræfter og energier omkring dyrskuet, og vi arbejder på, hvordan vi skal gøre dyrskuet endnu mere interessant for flere, siger Peter Mortensen.

Inspiration og nye idéer

Dyrskueforeningen har netop holdt generalforsamling i LandbrugetsHus i Horsens med ca. 50 deltagere. Her kom formanden i sin beretning ind på, at der er en god opbakning fra dyreudstillerne – sidste år var der 340 store dyr samt en række mindre dyreracer og børnedyrskue.
– Vi har også mange trofaste standudstillere, vi har fået gang i en fin afdeling med udstilling af gårdbutikker, vi har Landbrugets Stand med stor aktivitet, minigården fra Beder Landbrugsskole samt kræmmermarked, som vi også vil gentage.
Peter Mortensen orienterede om, at der i dyrskueforeningen arbejdes med nye initiativer for at trække flere til, bl.a. børnefamilier, og at der samarbejdes med en gruppe studerende fra VIA, der i et projekt hjælper med inspiration og nye idéer.
– Vi prøver løbende at forny og forbedre dyrskuet, men vi er ikke helt i mål. Vi får lavet meget dyrskue for begrænsede midler, økonomien er en udfordring – og derfor må vi tænke nyt, sagde Peter Mortensen.

Foreninger bakker op

Dyrskuet har opbakning fra tre landboforeninger, nemlig Østjysk Landboforening, Landboforeningen Odder-Skanderborg og Vejle-Fredericia Landboforening. De giver underskudsgaranti og støtter arrangementet.
– Vi bakker op, for vi mener, at dyrskuet har en stor værdi for landbruget. Der sker rigtigt meget spændende på pladsen, og det er god samfundskontakt, fordi vi får præsenteret landbruget for en masse mennesker, der ikke alle kender så meget til erhvervet, sagde formanden for Østjysk Landboforening, Henrik Nielsen.
– Jeg oplever ikke, at underskudsgarantien er en sovepude, tværtimod arbejdes der ihærdigt med tingene og med nye initiativer. Jeg er sikker på, vi fortsat vil have dyrskue i Horsens. Det bidrager med meget positivt.

Flere mindre stande

I bestræbelserne på at få flere standudstillere med, har dyrskueforeningen ændret lidt på den måde, udstillingen bygges op på.
– Det bliver nu gjort muligt at købe sig ind på mindre stande til en billigere pris. Vi fornemmer, at mange gerne vil have en lille stand på dyrskuet, og det åbner vi nu op for. Vi håber, det kan medvirke til en spændende og varieret udstilling med både små og større udstillinger, siger Peter Mortensen.
Sidste frist for standudstillingen er den 27. marts.
Tilmelding senest 15. maj
Omkring dyreudstillingen blev det oplyst, at der nu er samme tilmeldingsfrist for alle dyr i modsætning til tidligere, hvor der var forskellige datoer i spil.
Sidste frist for tilmelding af dyr er den 15. maj for alle racer.

Ny i bestyrelsen

Hans Skovgård, Them blev nyvalgt til bestyrelsen, mens der var genvalg af Helle Graversen og Karen Grotkær Katborg. Karl Jørgen Påske ønskede ikke genvalg, og blev takket for sin indsats for dyrskuet.
De øvrige i bestyrelsen er Peter Søgaard Mortensen, Birgitte Pust (næstformand), Morten Mikkelsen, Rikke Rasmussen, Anders Skjødt og Ole Larsen.
1. suppleant blev Per Jensen og 2. suppleant Solvejg Lemming. Vivian V. Skøtt blev genvalgt som revisor.
Af | 2018-03-13T10:35:14+00:00 13/03/2018|